CAROLINE HENDERSON - MIT LIV SOM HUN
LØRDAG • 4. OKTOBER • 20:00
CAROLINE HENDERSONS ONE WOMAN SHOW ’MIT LIV SOM HUN’ VENDER TILBAGE
I september havde Caroline Henderson succesfuld premiere på sit nye personlige one woman show: ’Mit liv som Hun’. I efteråret 2025 vender showet tilbage med forestillinger landet over.
”‘Mit liv som Hun‘ er en finurlig storytelling om at være frøken, fruentimer, feminist med begge hænder i opvasken og en fjerpen eller to i hatten!”
I september 2024 præsenterede Caroline Henderson sit helt nye musikalske one-woman-show, ’Mit liv som Hun’. Med udgangspunkt i historier fra hendes liv som kvinde er showet fyldt med personlige fortællinger, komiske indslag og selvfølgelig musik, bakket op af bassist Ida Urd Bramming og guitarist Anna Roemer. Med udsolgt og få billetter flere steder, var de første opsætninger af ’Mit liv som Hun’ en stor succes. Showet modtog da også rosende ord fra Politikens anmelder:
”Caroline Hendersons musikalske selvportrætshow er både barskt, vredt, ømt, morsomt og underholdende. (…)
På scenen iført et kæmpestort jakkesæt udstråler hun en overlegen ro og et imponerende overskud, både menneskeligt og kunstnerisk
Skuespiltalentet gør det muligt for hende at berette underholdende og levende om tildragelser i livet, og hendes store stemme lader hende forkæle publikum med de indlagte sange, der illustrerer baggrund, karriereforløb og centrale tematikker. Men selv om det er meget underholdende, er det sandelig også alvor. (…)
Setuppet er stramt, funktionelt og pænt. Henderson bakkes flot op af bassisten Ida Urd Damm Bramming og guitaristen Anna Roemer, og Theis Wermuths lysdesign illuderer fint både natklub og foredragssal. Genremæssigt er vi vel et sted mellem kabaret og causeri. Der er seks flotte musiknumre – fra ’Sakta vi gå genom stan’ over Nina Simones vrede ’Four Women’, hendes egen ’Ain’t I a Woman’, Joni Mitchells ’Woman of Heart and Mind’ samt egenklassikerne ’Efterår’ og ’Made in Europe’ – fra henholdsvis popkarrieren og ’Cinemataztic’-albummet. Men det er det talte ord, der fylder det meste, og det er aldeles glimrende sådan. Det og hun – med en hentydning til Lasse Hellströms film ’Mit liv som hund’ – er en god historie, der ender lykkeligt. For hvis man er heldig, ender man som et helt menneske, der rummer alle rollerne”.
Caroline Henderson har gennem årene markeret sig som en af de stærkeste sangerinder i nyere dansk musikhistorie med et musikalsk udtryk, der henter inspiration fra både jazz, blues, pop og elektroniske toner. Hendes CV byder på alt fra sanger til skuespiller på både teaterscenen og i TV-serier, både i ind- og udland. Inden for de sidste par år har hun blandt andet været aktuel med de populære Black Voices-koncerter, i 'Vikings: Valhalla' på Netflix, de storslåede musicalopsætninger 'Natasja' og 'Askepot' samt den anmelderroste spillefilm 'Viften', der modtog Nordisk Råds filmpris 2023.
Nummererede pladser.